Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.danskfjerkrae.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Hvor kommer juleanden fra?

And er julemad for danskerne.

And er julemad for danskerne. De danske ænder, som udgør knap halvdelen af forbruget, er af pekingracen, mens en stor del af de importerede er berberiænder.

Samlet set spiser vi danskere omkring 7.000 tons and om året. Det drejer sig både om hele ænder og udskæringer som bryst og lår. Mens vi spiser udskæringer af and året rundt, er hele ænder først og fremmest på bordet Mortens aften og til jul. I alt spiser vi omkring 1,6 mio. hele ænder årligt.

Dansk produktion
Den danske produktion bliver i 2006 omkring 4.700 tons – eller godt 1,6 millioner ænder. Et niveau der har ligget ret stabilt gennem de seneste 4-5 år.

11 producenter står for langt størstedelen af produktionen. De fleste ænder bliver slagtet, når de er syv til otte uger gamle. Får de lov at blive ældre, når de nemlig at gå i fældning. Det betyder, at man så må vente med at slagte dem til de er 12-13 uger gamle, hvor fjerene er vokset helt ud igen, så de er til at plukke.

Den danske produktion består næsten udelukkende af hele ænder. Og selv om afsætningen af dette produktion primært ligger i november og december, sker produktionen stort set året rundt, bortset fra en pause i januar og februar. Ænderne bliver løbende lagt på frostlager indtil november/december, hvor afsætningen topper.

Langt de fleste danske ænder slagtes af et enkelt slagteri, Gern Fjerkræ P/S.

Knap halvdelen af de danskproducere ænder - ca. 2.000 tons – bliver eksporteret. De vigtigste aftagere er Storbritannien, som købte næsten 1.000 tons danske ænder i 2005, fulgt af Tjekkiet og Sverige. Resten spiser vi selv. Det er dog langt fra nok til at dække det hjemlige behov, så der er også en betydelig import.

Import
I 2005 var importen på næsten 5.000 tons - hele ænder og udskæringer – her af omkring 75 pct. fra Frankrig. Resten kom primært fra andre EU-lande, fx næsten 900 tons fra Storbritannien, så her gik eksport og import stort set lige op.

Godt halvdelen af importen (næsten 2.800 tons) bestod af hele ænder, svarende til en lille million. Resten var først og fremmest udskæringer (bryst og lår), samt produkter hvori der indgår and.

Det samlede danske forbrug af ænder har de seneste 4-5 år ligget på små 7.000 tons, svarende til mellem 1,2 og 1,3 kg pr. dansker. Her af er omkring 40 pct. danskproduceret.

Som det ses af figuren er ca. ¾ af forbruget hele ænder, så selv om udskæringer er kommet på danskerne menukort, er det stadig de hele ænder til højtiderne, der fylder mest i statistikken.

Berberiand eller traditionel and?
Mens de danske ænder næsten udelukkende er "traditionelle" ænder, som fagfolk også kalder "pekingænder", er en stor del af de importerede ænder - især dem fra Frankrig - berberiænder. Men hvad er forskellen?

- Det er forskellige arter af ænder, som har hver deres karakteristika, fortæller konsulent Henrik Bang Jensen, DMA.

- Pekinganden stammer fra gråanden, som lever på den nordlige halvkugle. Den er tæt knyttet til vand, og er derfor relativ fed, idet den skal bruge et isolerende fedtlag i det kolde vand. Berberianden derimod stammer fra moskusanden, der lever i subtropisk og tropisk Mellem- og Sydamerika. Den har en helt anden levevis og er ikke nær så knyttet til vand. Hvor pekingænder gerne vil snadre i vandet, foretrækker berberianden at græsse på land. Derfor lægger berberianden heller ikke så meget fedt på, siger Henrik Bang Jensen.

Han vil dog ikke give noget bud på, hvilke af de to arter, der er bedst:

- Det er smag og behag. Der er tale om to forskellige produkter. Til traditionel andesteg vil jeg nok foretrække en pekingand. Men man kan sagtens stege en berberiand på samme måde. Dog er berberiænder mere magre, og kødet og smagen er anderledes.

Pekingænder har altså af natur et ret højt fedtindhold. Og som tommelfingerregel vil fedtindholdet være relativt højere, jo mindre anden er. Så ofte vil det kunne betale sig at købe en lidt større and – man får mere kød for pengene.

Det er nærliggende at spørge, hvorfor danskerne ikke også producerer berberiænder i stedet for at importere dem? Hertil siger Henrik Bang Jensen:

- Det skyldes især, at de er helt anderledes at passe. De har brug for mere varme og skal holdes i huse, der minder om kyllingehuse. Desuden er de betydelig mere aggressive. Hos pekingænder er der ingen problemer med kannibalisme, fjerpilning osv., mens det kan forekomme med berberiænder.

Pekingænder og berberiænder kan krydses – så får man en "moulardand", der dog er steril, og altså ikke kan formere sig. I Frankrig bruges moulardænder bl.a. til produktion af foie gras.