Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.danskfjerkrae.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Den danske kylling er det sikre valg

Nye tal viser, at op imod 80 pct. af de sygdomstilfælde der kommer fra Campylobacter, skyldes impoteret kyllingekød. Tallene bekræfter, at danske kyllinger er det sikre valg.

Nye tal viser, at op imod 80 pct. af de sygdomstilfælde der kommer fra Campylobacter, skyldes importeret kyllingekød. Tallene bekræfter, at danske kyllinger er det sikre valg, mener brancheforeningenDansk Slagtefjerkræ, der støtter fødevareministerens plan om at sætte ind mod importeret kylling  

- Tallene taler deres eget tydelige sprog: Den danske kylling er det sikre valg, siger Per V. Møller, formand for Dansk Slagtefjerkræ og adm. direktør for Rose Poultry, efter at nye tal fra Danmarks Tekniske Universitet viser, at op imod 80 pct. af sygdomstilfældene i Danmark som følge af bakterien Campylobacter, skyldes importeret kylling.

Per V. Møller støtter derfor fødevareminister Eva Kjær Hansens plan om at gøre importeret kyllingekød til det vigtigste indsatsområde i den nye handlingsplan mod Campylobacter, som ministeren netop har præsenteret.

Den danske fjerkræbranche har gjort en enorm indsats for bedre fødevaresikkerhed de senere år.

- Vi har nedbragt forekomsten af Salmonella i dansk kylling til et absolut minimum, og er rigtig godt på vej i kampen mod Campylobacter. Derfor er det helt logisk af ministeren at rette fokus mod det importerede kød. Det er der, problemet ligger, fastslår Per V. Møller. 

Han understreger, at de flotte danske resultater ikke giver anledning til at hvile på laurbærrene:

- Vi skal naturligvis hele tiden have fokus på, at reducere forekomsten af både Salmonella og Campylobacter yderligere. Men nu må det være klart for alle, at problemet ikke er de danske kyllinger. Faktisk tør jeg godt slå fast, at fødevaresikkerheden i dansk kylling er i verdensklasse, og jeg kan kun opfordre alle danske forbrugere til at stille krav til deres supermarked om at få fyldt køledisken op med gode og sikre danske kyllinger, siger Per V. Møller.

Danmarks andet store fjerkræ-slagteri, Lantmännen Danpo, støtter opfordringen. Danpo’s kommunikationschef, Søren Bisp, siger:

- Baseret på fakta har markedet fået et rigtig godt argument for at købe dansk - tallene viser, at vi kan levere campylobacterfri kylling fra danske gårde.

Fakta:
Campylobacter er en bakterie, som i stigende grad er årsag til maveinfektioner i den vestlige verden. Bakterien er vidt udbredt i miljøet og forekommer også hos husdyr, først og fremmest fjerkræ. I 2006 blev ca. 60 danskere pr. 100.000 indbyggere syge af Campylobacter. I 2002 var der ca. 80 tilfælde pr. 100.000 indbyggere.