Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.danskfjerkrae.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Klonet kød er ikke vejen frem

Den danske kødbranche afviser at klone kød, uanset om det er tilladt og uden risiko at spise. Det siger formændene fra både fjerkræ-, oksekød-, og svinesektoren samstemmende, bl.a. med henvisning til, at det vil ødelægge det gode danske avlsarbejde.

 

- Vi ønsker ikke at gøre brug af kloning til fremstilling af svinekød. Kloning giver jo blot en kopi af et allerede eksisterende dyr med uændret kødkvalitet og uændrede produktionsegenskaber. Vi ønsker, at fortsætte det professionelle avlsarbejde, hvor ethvert dyr er unikt og ved naturlig udvælgelse giver mulighed for løbende forbedring af kødkvalitet og produktionsegenskaber, siger Danske Slagteriers formand Bent Claudi Lassen.

- Det her handler ikke om, hvorvidt det er sikkert. Det danske oksekød er godt, bl.a. fordi vores avlsarbejde sikrer, at kødkvaliteten løbende forbedres. Kloning er blot mere af det samme, dvs. ingen løbende kvalitetsforbedring. Derudover er der også et etisk aspekt i det. Danske forbrugere vil derfor også i fremtiden kunne købe oksekød, der ikke stammer fra klonede dyr, understreger Asger Christensen, formanden for Kødbranchens Fællesråd.

- Jeg betragter det som helt urealistisk, at vi begynder at klone danske kyllinger. Danske kyllinger er i dag af særdeles høj kvalitet og vores fødevaresikkerhed er i verdensklasse, så jeg kan slet ikke se hvad det skulle gøre godt for. Og jeg kan heller ikke forestille mig, at der vil være efterspørgsel efter klonet fjerkrækød, siger Per V. Møller, formand for Dansk Slagtefjerkræ.