Kylling og sundhed

Mange mennesker har en holdning til den mad de spiser, og kylling er populært i mange danske hjem. Kødet er nemt at tilberede, findes i mange varianter af udskæringer og smager fantastisk. Men særligt det høje proteinindhold og lave indhold af fedt gør kyllingen ekstra populær.


Kylling og protein

Kylling er en central kilde til protein i danskernes kost. Kødet fra kylling er magert og kaldet for “hvidt kød”. Hvidt kød er kød, som ikke øger risikoen for at få en blodprop.
Kylling indeholder ca. 19 g protein pr 100 g. Protein er et af de tre makronæringsstoffer sammen med fedt og kulhydrat, som bidrager med energi til kroppen. Det er vigtigt for, at vores krop kan danne nyt væv og reparere musklerne efter fysisk arbejde. Men fungerer også, som kroppens ’vognmandsfirma’, da det bl.a. transporterer enzymer og hormoner rundt i kroppen.



Kylling som klimavenlig kilde til animalsk protein

Produktionen af kylling gør, at kylling er en klimavenlig kilde til animalsk protein. Klimabelastningen er lav fordi kyllingens vandforbrug er lavt, foderforbruget er lavt og der er kort transport til slagteriet. Kyllingen spiser kun 1,5 kg foder, for hvert kg. kylling der produceres. Det kan lade sig gøre, fordi der i slagtekyllingeproduktionen bruges en race, som er god til at omsætte foderet til kød på kroppen. Det betyder også, at en kylling i løbet af 5 uger kan gå fra at veje 45 g til at veje 2,1 kg.

Ifølge beregninger fra den grønne tænketank Concito udledes der 3,0 kg CO2 pr. kg kylling. Til sammenligning udledes der også 3,0 kg CO2 pr. kg plantefars (køderstatning).


Kylling og fedt

Mens indholdet af protein er højt, er fedtindholdet lavt. Kylling indeholder i gennemsnit kun ca. 6% fedt, afhængig af hvilken udskæring, der er tale om. Ved at spise kylling frem for andre typer af kød, kan man sænke indholdet af mættet fedt i kosten, som primært kommer fra animalske produkter.


Vitaminer og mineraler i kylling

Kyllingekød indeholder forskellige vitaminer og mineraler. Særligt indeholder kyllingekød de fleste af B-vitaminerne, som hjælper kroppen med at omdanne måltidet til energi. Også indholdet af B12 er særlig højt, hvilket styrker nerver samt er vigtigt for kroppens blod.

Af mineraler er særlig indholdet af kalium, fosfor og selen bemærkelsesværdige. Disse styrker dit blodomløb og dit immunforsvar.

I nedenstående tabeller kan du se et overblik over kyllingekødets indhold af vitaminer og mineraler pr. 100 g.


Er der salmonella i dansk kylling?

Nej, dansk kylling er i særklasse. Danske slagtekyllinger fik den 1. februar 2018 særstatus i EU, for den store danske indsats med at bekæmpe salmonella i slagtekyllingeproduktionen. Fjerkræbranchen har siden 90’erne arbejdet systematisk og målrettet med bekæmpelse af salmonella, og det store og vedholdende arbejde resulterede i, at EU har anerkendt Danmarks ansøgning om at give de danske slagtekyllinger særstatus.


Dansk kylling og fødevaresikkerhed

En høj fødevaresikkerhed i produktionen gør, at madvarer er så sikre som overhovedet muligt at spise. Det betyder, at der skal gøres meget for at sikre, at kyllingerne ikke indeholder bakterier, som man kan blive syg af.

Som benævnt i ovenstående, er man i kyllingeproduktionen efter mange års indsats lykkedes med at bekæmpe salmonella. Det betyder, at man som forbruger kan være sikker på, at kødet er fri for salmonella, når man køber dansk kylling.

Klik her hvis du vil læse mere om kyllingeproduktionen.


Kylling i køkkenet

Kylling kan tilberedes på et hav af måder både som hel, udskåret eller hakket. Man kan koge eller stege kødet, komme det i ovnen eller bruge det i en sammenkogt ret. Det magre kød skal dog tilberedes mere nænsomt end kød med meget fedt. Kyllingens milde smag betyder, at kødet kan krydres, som man har lyst. De mange varianter gør, at kylling er nemt at gå til, uden at man bliver træt af det.


Hvor længe kan kylling holde sig?

I køleskab kan kylling opbevares i 2-3 dage. Tilberedt mad kan holde sig 4 dage i køleskab.

På frost kan en hel kylling holde sig i ca. 12 måneder. Er den udskåret, forkortes holdbarheden i fryseren til 6 måneder. Optø kødet langsomt, helst i køleskab, for at opnå den bedste kvalitet.